Billede af død

Ser du dette billede
falmet i hjørnet
båd over vandet
horisonten pixeleret

Jeg tænker du
jeg

jeg tænker på døden

Livet blev en tommelfinger

Livet blev en tommelfinger
i ivrig skattejagt
op
ned
omvendt igen
flash børn, flash katte, flash mad
åh der var du, Svinehund
en dej af for lidt salt
klasket mod et spejl
livet blev en tommelfinger
og du
øjenstress, cellofanhud
og solen brændte ud
hjerne skrumpede
hjerte forduftede

tomlen vokser ud gennem neglen

My Guggenheim

Blue Blue Blue
synke i åndedrag
et et et
tung som mørke
lukkede øjne i protest
tårens meditation
blod siver varmt
mens håndleddet dunker sagte
stilheden mixer stoffet mod sofa
øjenlåget er kun en farve
Sort Sort Sort
Im a rock n roll Guggenheim

Jeg har hørt

Jeg har hørt
sagde hun
jeg har hørt
sagde hun igen
mens manden trak forsigtigt i rattet
jeg har hørt
han hørte ikke andet
jeg har hørt
var det eneste
jeg har hørt
var hans entre til hovedet
hvor han havde en anden kone, hvor han havde en anden bil, hvor han havde et andet job, hvor han spiste en anden mad
jeg har hørt
sagde hun
men han var allerede væk

Jeg er ikke længere mig selv

skriver mig ind i en veltilpas virkelighed
ved en mundfuld kaffe
fra en porcelænskop med indtørrede kaffetræk
så ligner det
så ligner jeg det
sørger  for at slupre og spilde lidt
og ikke vaske koppen op
eller tørre pletter af bordet
så ligner det
så ligner jeg det
misforstå mig ikke
møblerne står af lineal
rugbrødet er højst to dage gammelt
det må du bare ikke se
du ser mit bord
kop
kaffe
spor
så ligner det
så ligner jeg det
jeg er ikke længere mig selv
tilstræber et menneske
ingen længere vender sig efter
tilpasset baggrunden som en rekvisit
jeg er ikke længere mig selv
udover
bordet
koppen
kaffen
sporene
så ligner det
så ligner jeg det
Det er ikke som et glas, der  bliver fyldt for at tømmes igen
ikke målbart
pludselig er der for meget
så er man for lidt
kan man gro sig?
som hår?
som skæg?
vokse sig af kaffetræk?
til man genkender sig selv

                               jeg er tilstrækkeligt tilpasset til kun at huske mig i glimt

 

var overgangen en brandert?
jeg så aldrig nogen bro
opdagede ikke de snurrende kapsler
men jeg ser
hvis du
kasserer mit bord

Billede af dig

Jeg tramper mig
gennem dit ansigt
igen
igen
som en senet gammel bondeknold
over sin nøgne stubmark
igen
halt som en traktor fra 1954
med påhængsmotor
jeg er ikke traktorkyndig
har aldrig været det
trods opvækst
nær landet
fjernt byen
igen
var jeg noget i dig
vidste jeg dig
blikket hoster
igen
om din næse
hvoraf  søvnen
hviskede gennem nætter, morgener 
eftermiddage
igen
var åndedraget bevidst så let
så lydløst
mens jeg knoklede
som barberede jeg lungerne
med sløve engangsskrabere
igen
igen
tramper jeg gennem dit ansigt
igen

feminine i

Ide
om at skrive noget
så fint
lille
feminin

digtet er
i