Jeg er ikke længere mig selv

skriver mig ind i en veltilpas virkelighed
ved en mundfuld kaffe
fra en porcelænskop med indtørrede kaffetræk
så ligner det
så ligner jeg det
sørger  for at slupre og spilde lidt
og ikke vaske koppen op
eller tørre pletter af bordet
så ligner det
så ligner jeg det
misforstå mig ikke
møblerne står af lineal
rugbrødet er højst to dage gammelt
det må du bare ikke se
du ser mit bord
kop
kaffe
spor
så ligner det
så ligner jeg det
jeg er ikke længere mig selv
tilstræber et menneske
ingen længere vender sig efter
tilpasset baggrunden som en rekvisit
jeg er ikke længere mig selv
udover
bordet
koppen
kaffen
sporene
så ligner det
så ligner jeg det
Det er ikke som et glas, der  bliver fyldt for at tømmes igen
ikke målbart
pludselig er der for meget
så er man for lidt
kan man gro sig?
som hår?
som skæg?
vokse sig af kaffetræk?
til man genkender sig selv

                               jeg er tilstrækkeligt tilpasset til kun at huske mig i glimt

 

var overgangen en brandert?
jeg så aldrig nogen bro
opdagede ikke de snurrende kapsler
men jeg ser
hvis du
kasserer mit bord