en erindring

Der stod et træ i en have. Haven var hegnet ind af en stor betonmur, tror jeg nok. Vi var sikre på, at bag muren ved siden af træet i det fra vejen usynlige hus boede en heks. Måske var det måden haven var hegnet ind på, der var grunden til myten. Måske var det myten, der ikke var en myte. Så havde vi noget der. Vi så hende aldrig, heksen. Men det gjorde man jo ikke, hvem har i virkeligheden set en heks, udover hende der bor i en skov på tv2.
Træet i haven var som en mast på et for længst sunket skib. Brød vandoverfladen, som et isbjerg, der skjuler langt det meste under sig. Første gang, jeg hørte dette tænkte jeg på en høne, men det har ingen relevans.
Vi stod tit udenfor haven ved siden af den nedlagte jernbane, og legede kylling. Altså ikke i bil, det var vi for unge til. Hvem turde gå tættest på muren, hvem turde kravle op på muren, hvem turde gå ind i haven. Vi var vor tids Columbuser, bare uden alt hans mod og resultater. Det blev mest til tre trøfler, og du tør ikke, nej det gør vi ikke.
Havde træet ikke stået i haven, havde der ikke boet nogen heks. Havde træet ikke stået der, var haven en skrothandler, en mørklagt fabrik med lyssky forretninger, men absolut ikke et sted for en heks.